Steen Andersen skriver i Weekendavisen 28. oktober om David Reynolds bog: In Command of History - Churchill Fighting and Writing the Second World War:
”Ikke bare Churchills egen interesse i at sætte sig selv i et strålende lys var styrende for værket, men Reynolds viser, at efterkrigstidens politiske dagsorden i lige så høj grad udstak retningslinjerne. Værket blev til under Den kolde Krigs første fase, og Churchill kæmpede en evig kamp for at undgå at afsløre militære og politiske hemmeligheder”.
Steen Andersen fortsætter med at udlægge Reynolds ”Af hensyn til det fransk-britiske forhold blev det dybt problematiske forhold mellem general de Gaulle og Churchill slebet til et harmonisk våbenbroderskab. Blandt de mere betændte udladelser er massakren på polske officerer i Katyn-skoven. Hermed var Churchill med til at undertrykke sandheden om en af stalinismens forbrydelser”.
Med andre ord så blev den store retoucheringspen svunget, som Steen Andersen skriver og Reynolds konkluderer at det var på denne bogs grundlag at nobelprisen blev givet.
Historikers dekonstruktion af fortidens helte er udbredt og ønskeligt, Winston Churchill der selv var demokratiets ypperst herold ville sandsynligvis have imødegået kritikken med sardonisk glæde, han var nemlig ikke en tyran der krævede en panegyrik af samtiden. Men at kritiserer Winston Churchill for ikke at tillempe sit værk ”den 2. Verdenskrig”, den højeste objektive sandhed virker søgt. Churchill var en politisk aktør (indtil en fremskridende demens fratog ham hans oratoriske evner), denne realpolitiske virkelighed, forholdt han sig til i stedet for, som nutidens fallerede levebrødspolitikere at dolke sine tidligere allierede i ryggen.
Historieskrivning er aldrig objektiv, ikke alene udlægger historikeren sin fortælling som et partsindlæg, men han er også bundet af sin egen kulturhistorie og sociale og politiske normer, fuldstændig som Winston Churchill. Værket den 2. Verdenskrig var således et partsindlæg og ydermere en realpolitisk udlægning, denne form for historieskrivning er helt efter bogen så at sige.
At postulerer at det var på grundlag af denne bog at Churchill blev tildelt Nobels litteraturpris er heller ikke helt i overensstemmelse med sandheden, først og fremmest blev prisen tildelt af en taknemmelig nobelpriskomité som tak for hans heroiske krigsindsats. Prisen var dermed politisk, ikke meget anderledes end når USA-haderen Harold Pinter desværre i nutiden bliver tildelt den samme pris for arkaiske og halvt glemte skuespil. Nobel komiteen er nemlig også en politisk aktør. Når det er sagt så må det fremhæves at prisen også blev givet på grund af Churchills livslange produktion af bøger, hvor værket ” A History of the English Speaking Peoples”, både af ham selv og andre blev fremhævet som et hovedværk i hans langvarige litterære produktion. Som historieskrivning er den måske at betragte som lidt altmodisch, men som litteratur at betragte bevæger vi os i det pantheon hvor kun mænd i samme klasse som Kipling og Gibbon bevæger sig. Det er en bog hvor Churchills uforbeholdende glæde og stolthed ved sin egen kultur skinner igennem.
Lad blot historikere og kronikører rive den store mand ned, men tillad blot os andre at beundre, den borg der blev sat da han tog kampen op mod tyranni og undertrykkelse, det er den fortælling der er interessant, og den vil stå i tusind år.
JKN