Billede: 109 granat.
Billede: M109 artilleri-pjæce.
I disse dage ser vi konstant og hele tiden billeder af det israelske militærs forsvar af Israel, dét som DR og BBC konstant omtaler som 'angrebet på Libanon'.
Her på
Minut tror vi jo på oplysning og ytringsfrihed, og i al den stund at den venstre-orienterede danske presse alle-og-én trak frinummer eller var militærnægtere til ellers obligatoriske danske militærtjeneste (værnepligt), så ved disse stakkels journalister ikke en røgende fis om det tekniske billede af IDF's indsatsvåben.
Det vil vi gerne ændre på, og idag skal vi fokusere lidt på deres artilleri-våben.
Det primære våben hedder på dansk en Selvkørende Haubitz SKH 155 M109. Dette er ikke en tank, eller på dansk kampvogn, selv om den ligner sådan en lidt. Forskellen er dén, at hvor en kampvogn skyder 'direkte ild', så skyder en Haubitz 'indirekte ild' eller krumbaneild.
155 henviser til diameteren i mm for granaten, således er der en tykkelse på 15.5cm. Kampvogne er som oftest 10.5cm eller lidt mindre i diameter for røret.
En kampvogn som den tyske Leopard som Danmark brugte dengang forsvaret af Danmark var vigtigt for Kongerigets opretholdelse, skyder normalt på 200 - 2500m afstand. De israelske (og danske) haubitzer - bygget i USA - indsættes normalt på alt over 3-4 km.
Man benytter forskellige såkaldte springladninger samt højdestilling, for at få den perfekte længde på granaten. Den ypperste forestilling er med springladning RØD, som med den rette højdestilling sender granaten ud på pjæcens maksimale skudafstand; 18 km.
Da hver granat vejer ~30kg, så kan man regne ud, at det er et ordenligt spark i røven den skal have, for at flyve 18 km....eller opnå 10km højde, når den skyder maksimalt opad.
Skudafgangen giver et enormt 'rekyl', som man kan se på TV. Dette ryk i maskinen forsøges opsuget af et hydraulisk system, som absorberer det 8 tons tunge kanonrør næsten en helt meter ind i 'maven' på køretøjet. Dér skal intet besætningsmedlem stå i vejen; så bliver han mast til døde.
Der findes mange forskellige typer granater, samt udløsere.. Udløseren er det man ser i spidsen af granaten. Der benyttes som oftest en normal springlandningsgranat, som i virkeligheden bare er en forvokset håndgranat, med en nyttevirkning på 50x50 meter, og en chock-afstand på 1000x1000 meter.
Derfor er det normale valg fokuseret på udløseren:
- Højdesensor; som kan indstilles til at springe i f.eks. 10m højde, det er godt for at få Hizbollah slået ihjel, når de kører rundt i lette biler, eller betjener deres våbensystmer i skove osv.
- Dybdesensor; som kan indstilles til at springe i f.eks. 5m dybde, det er godt når man skal springe et par fine huller i de landingsbaner, som Syrien og Iran benyttede i Beiruts lufthavn.
- Tidsrør; som kan indstilles til at springe efter f.eks. 24.8 sek flyvning, det kan bruges når man vil udløse gaven i lidt større højde, f.eks. når man vil sende en lys- eller røggranat afsted for at hjælpe egne tropper med at kunne se de sorte muslimske terrorister eller dække egen bevægelse.
Man rammer meget meget meget præcist med en SKH 109, således skydes der i fredstid i Borris og Oksbøl henover civile sommerhusområder, dvs. at M109 er optillet på bondemand Jens' mark et sted udenfor Varde, og man sender granaterne på f.eks. en 12km flyvetur til en militærkontroleret zone i Oksbøl.
Således rammer israelerne uden om civile område, med undtagelse af dé områder hvor Hizbollah ER den civile stand.
Transatlantic